Som pårørende er du en vigtig ressource for borgeren, fordi du er en af dem, der kender borgeren bedst.

I Specialområde Hjerneskade lægger vi vægt på det gode pårørendesamarbejde. Som pårørende er du altid velkommen til at besøge afdelingen og deltage i de aktiviteter, der giver mening for dig. Vi sætter pris på dine besøg.

Dialog med pårørende

Som pårørende har du altid mulighed for at ønske et fysisk møde med os, hvis der er noget, du har brug for at snakke om. Du kan kontakte afdelingslederen i borgerens afdeling for at høre nærmere.

Til indflytningsmødet vil vi aftale, hvordan vi bedst sikrer dialog med dig i hverdagen. Det vil ofte være gennem borgerens kontaktperson eller afdelingslederen.

Borgerens rettigheder

De fleste borgere på vores tilbud er myndige med samme rettigheder og pligter som andre. Det betyder, at de stadig har deres ret til at bestemme selv. Borgeren skal derfor give samtykke til at inddrage pårørende og kan altid trække sit samtykke tilbage.

Er du værge eller fremtidsfuldmægtig?

Når pårørende også varetager et værgemål eller en fremtidsfuldmagt, har vi fokus på, at du bliver inddraget ved de rette forhold.

Som værge eller fremtidsfuldmægtig er det din opgave at sikre, at borgerens retsikkerhed bliver opretholdt. Det vil primært være i relation til myndighedsarbejdet f.eks. i forhold til klager, svar på partshøringer mv. I forhold til de faglige indsatser omkring borgeren, er det et anliggende mellem myndigheden og os som botilbud.

Her kan du få hjælp

Vi ved, at det kan kræve meget at være pårørende til en borger med erhvervet hjerneskade. Vi opfordrer dig derfor til at søge hjælp eller støtte, hvis du oplever et behov for det.

Hjerneskadeforeningen afholder løbende arrangementer for pårørende. Følg med på hjemmesiden hjerneskadet.dk.

Du kan også finde tilbud for pårørende i din egen kommune. Kontakt kommunen for at høre om mulighederne. Du kan kontakte din egen læge for at høre om mulighederne for psykologsamtaler.

Kontaktinformationer

Matchningskonsulent

Lone Sørvad Jeppesen

Mail: loojep@rm.dk

Tlf.: +45 2018 5704