Baggrund og formål

Byggeriet blev sat i gang i december 2019 og tager udgangspunkt i den nyeste viden om arkitekturens betydning for velvære og helbredelse. NRM flyttede ind i de nye fysiske rammer i 2021.

Byggeriet er finansieret af regionen og af den A.P. Møllerske Støttefond. Fonden har ligeledes finansieret en evaluering af betydningen af de fysiske rammer for at undersøge, om de fysiske rammer kan bidrage til at skabe bedre rehabilitering for borgere med erhvervet hjerneskade.

Et yderligere formål med evalueringen var at bidrage til udviklingen af valide evalueringsmetoder og en systematisk vidensopbygning i forhold til socialt byggeri med målbar effekt.

Om evalueringen

I løbet af 2020-2022 blev der indsamlet en række data af medarbejderne i rehabiliteringsafdelingen, der sammen med interviews fra medarbejdere, borgere og pårørende skulle danne grundlag for praksisevalueringen af byggeriet. 

Praksisevalueringen blev finansieret af den A.P. Møllerske Støttefond og gennemført af DEFACTUM.

Evalueringen undersøgte, om projektet levede op til intentionerne om bedre genoptræning og rehabilitering. Herunder:

  • Hvordan kan de fysiske rammer bidrage til at skabe bedre rehabilitering?
  • Får en udeterrasse og en træningstrappe borgerne til at træne mere?
  • Kan flere borgere flytte i egen bolig efter afsluttet rehabiliteringsforløb?

Resultater

Evalueringen peger på, at vi kan forbedre borgernes funktionsniveau mere og hurtigere i de nye rammer, fordi vi i højere grad kan justere og tilpasse indsatsen og de rammer, som aktiviteterne skal foregå i efter borgernes behov.

Borgere og pårørende oplever, at rammerne er trygge og rare at være i – og det giver overskud til at træne. Samtidig oplever medarbejderne, at de fagligt understøttes bedre i de nye rammer. Det giver større arbejdsglæde og trivsel på arbejdspladsen.

Læs hele rapporten på DEFACTUMS hjemmeside her.

Litteraturstudie

Som baggrund for byggeriet blev der foretaget et litteraturstudie kaldet "Rehabiliterende rammer". Litteraturstudiet undersøgte, hvordan de fysiske rammer kan understøtte rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade.

Litteraturstudiet bidrog med øget viden om de fysiske rammers betydning for rehabilitering, og skulle være med til sætte eksisterende viden fra andre områder ind i en ny kontekst.

Ud over litteratursøgningen blev der arbejdet med idégenerering ved at samle interesserede samarbejdspartnere i en vidensgruppe. Det var intentionen at skabe en fælles vidensgruppe, hvor viden kunne deles og der kunne tænkes nyt på tværs af områder og brancher.

Den opnåede viden blev integreret i det nye byggeri samt i størst muligt omfang i eksisterende bygninger. 

Se præsentation af litteraturstudiet.

Se bilagsoversigt til litteraturstudiet.

Kontaktinformationer

Ann Frederiksen

Områdechef

Tlf.: +45 2125 5663
Skriv til Ann