Forskning viser, at musik bidrager til oplevelsen af at være en del af et fællesskab (Ruud 2016; 2011; 1998; 1990). Fælles musikaktiviteter eller musiklytning, hvor genkendelig musik er afsæt for samvær, kan give selvindsigt og hjælpe med at stimulere hukommelsen (Hald & Ridder, 2014; Stenderup, 2020).

Musik kan være med til at støtte borgernes identitetsdannelse eller fungere som en form for tidsmaskine (Hald & Ridder, 2014, s. 3077) både i samvær med andre og når der spilles eller synges alene (DeNora, 2000; Hald & Ridder, 2014; Stenderup, 2020, s. 35-36). Der er forskningsresultater, der viser, at musik som indsats kan forandre motorik, kommunikation og mentale forstyrrelser (Stenderup, 2020).

Tove Stenderups Ph.d. bekræfter eksisterende viden om musikkens betydning. Selv når musikalsk samvær bliver facilitetret af medarbejdere uden musikterapeutisk uddannelse, kan hun iagttage flere forandringer og forbedringer i borgernes hukommelse, motorik, mestring, sociale kompetence og oplevelser af meningsfuldhed.

Ph.d. projektet peger på, at pædagogerne fik et anderledes og bredere perspektiv på borgerens kognitive funktioner og lyst til at bidrage i sociale konstruktioner. Musik gav dermed en ekstra dimension til at forstå og møde borgeren med i andre situationer end det konkret musikalske samvær.

Tove Stenderups forskning foreslår en ny og anderledes måde at forstå og drive musikpædagogik, idet det er en særlig form for samvær og tid til relation, situationsetisk dømmekraft og dermed individuel tilpasset didaktik.

Essensen er, at for borger og pædagog handler det ikke om, at borgerne skal lære om musik, men at de to parter skal lære at være sammen om musik.