Her finder du svar på de oftest stillede spørgsmål om vores rehabiliteringstilbud for senhjerneskadede i Hammel.
Neurorehabilitering Midt tilbyder specialiseret rehabilitering til borgere med komplekse hjerneskader i forlængelse af indsatsen i hospitalsregi.
Der er tale om en koordineret tværfaglig og målrettet rehabiliteringsindsats med udgangspunkt i kommunens bestilling.
Herudover tilbyder vi også brush-up forløb.
Målgruppen er borgere med komplekse erhvervede hjerneskader med behov for en specialiseret rehabiliteringsindsats efter indlæggelse i hospitalsregi. Aldersgruppen er fra 18 år.
Neurorehabilitering Midt tilbyder desuden ophold til borgere, der har behov for et brush-up forløb.
Neurorehabilitering Midt er et midlertidigt døgntilbud jf. Servicelovens §107.
Taksten bliver fastsat ud fra den enkelte borgers behov. I 2024 er taksterne som følger:
- Takstniveau 1: Kr. 4.636,- pr. døgn: Moderat neuropædagogisk indsats samt avanceret rehabilitering.
- Takstniveau 2: Kr. 6.375,- pr. døgn: Betydelig neuropædagogisk indsats samt specialiseret rehabilitering.
- Takstniveau 3: kr. 7.534,- pr. døgn: Vidtgående neuropædagogisk indsats samt specialiseret rehabilitering.
Borgere, der efter endt hospitalsophold udskrives med en specialiseret rehabiliteringsplan, indskrives på takstniveau 2 eller 3.
Andre ydelser
Borgere med en almen genoptræningsplan på takstniveau 1,
samt borgere indskrevet på brush-up ophold vil ligeledes
kunne tilkøbe forløb med neuropsykolog efter nærmere aftale. Prisen er kr. 1.069 pr. døgn.
Hvis borgeren har kommunikative problemstillinger kan der
tilkøbes logopæd til en takst på kr. 817 pr. døgn.
Vi har 10 døgnpladser efter Servicelovens §107.
Et typisk forløb er på 3 måneder med mulighed for forlængelse, men vi tilbyder også forløb af kortere varighed, hvis det er relevant.
Vi planlægger forløbet ud fra den enkelte borgers baggrund, nuværende funktionsevne, ønsker og fremtidige behov i samarbejde med kommunen.
Rehabiliteringsindsatsen tager udgangspunkt i:
- Kommunens bestilling og den specialiserede rehabiliteringsplan
- Borgerens tidligere livserfaringer, værdier og forudsætninger
- Borgerens aktuelle kompetencer.
Målgruppen er ofte kendetegnet ved følgende problemstillinger:
- omfattende følger efter hjerneskaden - både fysisk og mentalt
- oralmotorisk funktionsnedsættelse
- adfærdsproblemer som følge af hjerneskaden
- problemstillinger i forhold til familie- og/eller boligsituationen som følge af hjerneskade
- kommunikative problemstillinger.
Hverdagen indeholder både funktionsspecifik træning med fysioterapeuter og ergoterapeuter, men også tværfaglig træning og inddragelse i almindelige dagligdagsaktiviteter. Den specialiserede træning og indsats kan indeholde:
- Træning af funktionsevne – herunder fysisk, kognitiv og social træning
- Mobilitet: Gang, bevægelse, kropsstilling, lejring, håndtering af genstande
- IADL træning: Træning i hverdagsaktiviteter som madlavning, indkøb, tøjvask etc.
- PADL træning: Egenomsorg som bad, påklædning, spise og drikke etc.
- Sundhedsfaglig indsats i forhold til ernæring, livsstil, søvn og medicinadministration i samarbejde med egen læge.
Borgerne bor i egne lejligheder. I lejlighederne er der køkken, dagligstueafdeling, soveafdeling og et stort badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler. Der er plads til, at pårørende kan overnatte i lejligheden, hvis der er behov for det. Der er også lejligheder særligt indrettet til bariatriske borgere.
Medarbejdergruppen er tværfagligt sammensat og består af:
- pædagoger
- fysioterapeuter
- ergoterapeuter
- social-og sundhedsassistenter
Alle medarbejdere har en neuropædagogisk efteruddannelse.
Herudover involveres vores neuropsykolog, logopæd og IT-konsulent/vejleder samt eksterne konsulenter. Eksterne konsulenter kan være diætist, musikterapeut, fod-terapeut, misbrugskonsulent, psykiater m.m. i det omfang, der vurderes behov hos den enkelte borger.
Det er kommunen, der sender en bestilling til Neurorehabilitering Midt ved behov for specialiseret rehabilitering. Forløbet tager udgangspunkt i kommunens §141-handleplan eller bestilling.
Kommunen bliver inviteret til løbende opfølgningsmøder for at drøfte videre rehabilitering og udskrivelse.
Vi holder løbende sagsbehandler opdateret på forløbet og sender en fyldestgørende status inden opfølgningsmøder.
Der bliver desuden udarbejdet en udskrivningsstatus samt givet mulighed for overlevering til fremtidigt tilbud.
I løbet af de første 14 dage efter indflytning vil der være et forventningsmøde med borgeren og de pårørende. På mødet afklares forventninger til opholdet og vi lærer familien bedre at kende. Hvis der er brug for det, kan der efterfølgende arrangeres løbende møder med pårørende.
Vores kontakt til pårørende er altid afhængig af borgerens samtykke. Kontakten aftales med kontaktpersoner og kan være via mail-korrespondance, samarbejdsbog (som ligger hos borgeren), telefonopkald eller ved besøg i afdelingen.
Pårørende har også mulighed for at deltage i hverdagen og borgerens træningsseancer, hvis borgeren ønsker det. Der er også mulighed for at pårørende kan overnatte.
Der er træning ved terapeuter alle dage og aftener. Dette gælder også ferier og weekender.
Der udarbejdes en beskrivelse af borgernes funktionsevne og støttebehov, så kommunen, borgeren og de pårørende har mulighed for at tage stilling til, hvad der skal være indsatsen efter udskrivelsen.